
Alex G
Store VEGA
31. mar 2023
kl 20.00
1674 KØBENHAVN V
SUPPORT: Momma
En vaskeægte indiekultfigur vender tilbage til København for første gang i tre år. Den produktive og enigmatiske amerikaner Alex G er aktuel med sit niende studiealbum, ‘God Save the Animals, og 31. marts 2023 kan man opleve en rigdom af farverige og surrealistiske rockkompositioner i Store VEGA.
Tre år mellem to albumudgivelser er ikke en usædvanligt lang periode. Det er det imidlertid, når man hedder Alex G – tidligere (Sandy) Alex G – og har ry for at være en produktiv, genreforcerende sanger, sangskriver og komponist. Siden den selvudgivne debutplade ‘RACE’ fra 2010 har Alex G alias 29-årige Alex Giannascoli fra Philadelphia forsynet verden med et nyt album omtrent en gang om året, det ene mere turbulent, impulsivt og råt end det forrige.
Det niende af slagsen, ‘God Save the Animals’, udkommer dette efterår og følger op på den stærkt anmelderroste forgænger, ‘House of Sugar’, som ved udgangen af 2019 var at finde på en lang række danske og internationale mediers liste over årets bedste værker. Hvor ‘House of Sugar’ var et kagehus af excentriske lag og fortællinger, varsler Alex G på ‘God Save the Animals’ nye religiøse vinde – til en vis grænse. Uden at tegne abonnement på noget trossamfund udforsker Alex G på sit nye album tro som et socialt sprog, en fornemmelse af hjælpeløshed og andre følelser, som karaktererne i Alex G’s lyriske univers gennemgår.
Til dette har han for første gang indgået samarbejder på kryds og tværs og trådt ud af soveværelsets trygge indspilningsrammer. ‘God Save the Animals’ byder på flere indslag fra de faste bandmedlemmer Sam Acchione (guitar), Tom Kelly (trommer), John Heywood (bass) samt Molly Germer (violin og vokal) og indeholder derudover bidrag fra et halvt dusin teknikere, der har assisteret Alex G i at skabe rammerne for, som han forlangte det, "den bedste kvalitet”. Hvad denne særegne musikalske kamæleon med en særegen lydpallette har opnået inden for disse rammer, kan man opleve ved selvsyn, når Alex G udfolder sit nye album på Store VEGA den 31. marts.