ASGEIR

ASGEIR

Store VEGA

05. mar 2023

kl 20.00

1674 KØBENHAVN V

Ásgeir gæster VEGA med stærke nye sange

Den internationalt hyldede islandske folkpop-sanger giver koncert i Store VEGA den 5. marts med sangene fra sit stærke, spritnye album ”Time on My Hands”.

Selvom Ásgeir kun lige har rundet 30, har han for længst sat et stort og varigt aftryk i islandsk musikhistorie. Det er nemlig allerede ti år siden, at han udsendte debutalbummet, ”Dýrð í dauðaþögn”, der i dag knejser stolt fra tronen som det bedst sælgende debutalbum i Islands imponerende musikhistorie foran giganter som Björk og Sigur Rós – efter sigende ejer hver 10. islænding albummet!

Debuten blev genudgivet i 2014 med titlen ”In the Silence” med engelske tekster af den amerikanske singer-songwriter John Grant og sendte Ásgeir ud på en omfattende verdensturné med 300 koncerter på bare to år. ”In the Silence” udkom på det legendariske engelske pladeselskab One Little Indian (nu One Little Independent), der har udgivet alle hans efterfølgende album internationalt.

Opskriften på Ásgeirs succes er klassiske sangskriverdyder med inspiration fra folk og nordisk visesang, som han kombinerer med subtile elektroniske produktioner, der elegant understøtter og udvider hans følsomme og intime univers. Hans musik vækker minder om navne som Bon Iver, José González og Ben Howard, men også nordiske kolleger som Teitur, Eivør og Tina Dickow.

Ti år efter debutalbummet udkom, er Ásgeir aktuel med sit spritnye album ”Time on My Hands”, der indeholder ti numre, som understreger hans overlegne sans for at skrive melodier, der smyger sig om lytterens ører som en blød lunende sweater, samtidig med at hans sprøde falsetklingende vokal er stærkere og mere udtryksfuld end nogensinde.

Ásgeir har igennem sin karriere været en flittig koncertgæst herhjemme, og en 5. marts kan islændingens mange danske fans frem til at opleve de nye sange live, når han giver koncert med sit suveræne liveband i Store VEGA.