Ganger

Ganger

Skråen i Nordkraft

20. maj 2023

kl 20.00

9000 AALBORG

Ganger har med deres to album ’Mørk’ (2019) og ’Tro’ (2020), indtaget den danske musikscene med et gennemført unikt univers, vokalharmonier fra en anden planet, kæmpe hooks, lyrisk topniveau og en ekstrem kunstnerisk integritet. Ganger er sin egen og har gennem deres koncerter på landets største scener og både imødekommende og eksperimenterende albums rykket på forståelsen af popmusik anno 2022. Nu er de aktuelle med singlen ’Hugo’, der tager bandets lyd til et helt nyt niveau og imødekommer de høje forventninger der er til bandet og deres tredje album ‘Pisk’ (2023).

’Mørk’ og ’Tro’ var de første to dele af bandets planlagt ’Mørktropisk’- trilogi. Begge album blev modtaget meget positivt af et samlet anmelderkorps, med fremragende anmeldelser, bl.a. topkarakter med 6 stjerner i GAFFA og årets danske album 2020 i Soundvenue. Tilsammen har de to album høstet seks Steppeulven statuetter og til P3 Guld 2020 optrådte de med publikumsfavoritten ’Pumper Mama’ og hittet ’Bye Bye’ i en magtdemonstration og satte en tyk streg under hypen og opmærksomheden bandet har krævet. De vandt fortjent P3 Guld Talentprisen.

Ganger er lykkedes med at bringe deres gennemførte univers til live på landets festivaler og spillesteder hvor de har spillet en række udsolgte koncerter og også her modtaget topanmeldelser hele vejen rundt. Bandet sluttede deres ’Tro’-turné af på magisk vis i et udsolgt Operaen i København.

Forventningerne er naturligt store til bandet, der kommer tilbage med ny musik og koncerter i 2023.