Montanas Litteraturpris 2022

Montanas Litteraturpris 2022

Den Sorte Diamant - Dronningesalen

06. mar 2023

kl 19.00

1219 KØBENHAVN K

Vær med til at fejre årets bedste danske litteratur, når Montanas Litteraturpris bliver uddelt i Dronningesalen. Til prisuddelingen fortæller de nominerede om deres arbejde, læser uddrag op – og så afsløres vinderen af prisen og de medfølgende 100.000 kr. naturligvis.

I et samarbejde mellem Det Kgl. Bibliotek, Montana Furniture og Dagbladet Information hyldes en række af tidens fremmeste forfattere, som har gjort sig bemærket med deres inspirerende og fornyende bidrag til litteraturen.

Montanas Litteraturpris gives til en aktuel dansk forfatter “som inden for sin genre er fornyende, eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde”, og på listen blandt tidligere vindere tæller store og fremtrædende navne inden for dansksproget litteratur som Mette Moestrup, Asta Olivia Nordenhof, Jonas Eika og – senest – Helle Helle. Det er altså en fornem række af forfatterkollegaer, årets prismodtager kommer til at indtræde i.

Litteraturprisen hylder forfattere og deres værker, men den fejrer også litteraturen i det hele taget og anerkender, hvor vigtig og dagsordenssættende den, lykkeligvis, stadig er.

”Vores mission med prisen er at honorere den danske kvalitetslitteratur, der flytter mentale grænser hos læserne, har stor kulturel betydning, og som ofte også har det svært på almindelige markedsvilkår. Vi lægger vægt på det nytænkende og formmæssigt fornyende,” siger Informations litteraturredaktør Peter Nielsen.

Priskomitéen består af otte udvalgte kritikere, der hver især indstiller et værk, der er udgivet i det forgangne år. Med prisen følger udover æren og anerkendelsen 100.000 kr., der er sponsoreret af Montana.