Peach Pit
Pumpehuset
21. apr 2025
kl 20.00
1554 KØBENHAVN V
Peach Pit spreder gyldne indie-toner i Pumpehuset
Den melodistærke canadiske indiepopgruppe giver koncert i Pumpehuset den 21. april 2025 med sangene fra deres nye album ”Magpie”.
Solbeskinnede sommerdage og melankolske dage i skyggen. Det er i dette spændingsfelt, at Peach Pit skaber deres smittende indiepopsange. De kalder selv stilen for ”tygget tyggegummipop” og har beskrevet deres sange som ”fun, flirty, a little dirty, and incredibly depressive”.
Gruppen blev dannet i Vancouver, British Columbia i 2014 og deres iørefaldende blanding af janglepop, indie og surfrock vækker minder om navne som Mac DeMarco og Andy Shauf.
Peach Pit albumdebuterede i 2017 med det fremragende ”Being So Normal”, der er fyldt til randen med gyldne melodier, fængende guitarriffs og forsanger Neil Smiths tilbagelænede vokal-coolness. I 2020 udkom efterfølgeren ”You and Your Friends” via Columbia Records (Arcade Fire, Broken Bells, Haim), som Peach Pit stadig er signet på.
Godt to år efter deres seneste album, ”From 2 to 3”, er Peach Pit aktuelle med deres fjerde langspiller, der bærer titlen ”Magpie”. Det er indspillet i hjembyen Vancouver i selskab med produceren Robbie Lackritz, som bl.a. har trykket på knapper for Rilo Kiley, Feist og The Weather Station. Som opvarmning er udkommet den sitrende ballade ”Did You Love Somebody” og den gnistrende guitarbasker ”Magpie”, der fornemt demonstrerer albummets spændvidde.
Peach Pit er et stærkt og rutineret liveband, der har turneret kloden rundt og bl.a. optrådt på de legendariske amerikanske festivaler Bonnaroo og Lollapalooza. De har også flere gange begejstret publikum herhjemme med koncerter i VEGA, og den 21. april 2025 gæster de igen Danmark, når de står på scenen i Pumpehuset med sangene fra ”Magpie”.